Den første rigtige sommerdag tilbragte jeg på Bovbjerg ved Vesterhavet på en solbeskinnet søndag.

Efter en morgensmuk køretur fra Thisted langs Limfjorden nåede min mand og jeg til Ferring kirke ved Vesterhavet. Anledningen var indvielse af en ny kirkeklokke, og i den sag havde min mand i sin egenskab af arkitekt været rådgiver for menighedsrådet. Begivenheden fyldte den lille kirke til en festlig højmesse. Salmedigteren fra Lemvig, Lars Busk Sørensen, havde leveret klokkens inskription og taget udgangspunkt i naturen på stedet, hvor havet og blæsten spiller en helt særlig rolle. Den tankevækkende tekst lyder: 

Her står et troens hus –  mod blæst og bølgebrus – og ringer dig stilhed i sindet.

Spændende modstilling mellem den lyd, der kommer fra bølgebrus og verdens larm og så den stilhed i sindet, som gudstjenesten og troens hus befordrer. Paradoksalt nok havde Vorherre valgt en fuldstændig vindstille dag til denne indvielsesgudstjeneste, fremhævede Lars Busk Sørensen i sin tale senere på dagen!

Efter gudstjenesten dannede Bovbjerg Fyr ramme om en uformel sammenkomst over et udsøgt måltid med lokale råvarer og hjemmebag, serveret at stedets frivillige. Solen var brudt frem, og udsigten fra salens vinduer var til alle sider intet mindre end storslået. Hvilket herligt sted, hvor café, butik og diverse arrangementer bliver til ved lokalt engagement, og bravo fordi menighedsrådet benytter stedet. Herved skabes en sammenhængskraft, som nok ses oftere i små samfund.

Efter frokosten befalede det gode vejr os at gå en tur langs Vesterhavet, hvorefter det var tid for et besøg på Jens Søndergaards Museum, beliggende lige over for kirken. Jeg havde set hans ekspressive billeder før, som – ligesom klokkeinskriptionen – hænger tæt sammen med havet og landskabet omkring museet.

Hvad jeg ikke vidste, var, at Jens Jørgen Thorsen har skrevet så rammende tekster om Søndergaards billeder. Især faldt jeg over en formulering, hvor selve begrebet ”kunstner” defineres. Definitionen kunne sagtens anvendes inden for andre kunstarter, f.eks. musik. Jeg har ofte selv reflekteret over, hvorfor nogle musikere formår at komme ”bag om noderne” og andre ikke gør.

Thorsen skriver så rammende: ”… Det er følsomheden snarere end hånden der ligger bag. Den tekniske dygtighed ligger i sindet ikke i hånden”. Omsat til musik er det ikke håndværket, den tekniske udførelse, som gør en kunstner, men ”alt det andet”:  udtrykket, selve udtryksviljen, ideen eller forsøget på at tolke tilværelsen.

Derfor kræver det heller ikke særlige forudsætninger at få noget ud af en kunstoplevelse ud over alene det at være et levende menneske.

Velkommen til min blog! Jeg kan mærke, det bliver en god sommer!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *