En klummeskribent i Kristelig Dagblad drog forleden i sin klumme en oplevelse frem af at genopleve sange og ord, som man har hørt og tilegnet sig som ung. Mai Misfeldt, som hun hed, genoplevede Pia Raugs CD fra 1981 med livskraftige tekster af Inger Christensen fra den ikoniske digtsamling ”det” (1969).

Også jeg har 15 år gammel siddet på mit teenageværelse og hørt Pia Raug fortolke teksterne, og også jeg blev væltet omkuld af denne lava af ord, som jeg hverken dengang eller nu fuldt ud forstod. Men jeg forstod pr. intuition, at jeg stod over for noget, der boblede af liv og skabelse. Gennem ord, der kribler og krabler og så at sige ”skaber hvad de nævner”.

Senere var jeg i 2016 med til at uropføre et kammermusikalsk værk af komponisten Hans Gefors netop med tekster af Inger Christensen og atter fra digtsamlingen ”det”. Værket var tilegnet Operavoce-ensemblet, hvori jeg er pianist, og vi turnerede med det på Færøerne og i Norge. Her mødte jeg igen de underfundige formuleringer, som decideret gør én paf: ”flåder af sært ubegavede kræ” (er det mon os mennesker?) eller ”det, der fik væren, ville aldrig få væsen, hvis ikke det væsensforskellige eksisterede”. Hvis ikke man kan forstå ordene, så kan man alene opleve dem, og det er også noget.

På samme måde oplever børn ord fra sange og salmer, når de bliver gjort tidligt bekendte dermed, f.eks. under morgensang, ved sengelægning eller i kirken. Ordene sætter sig, for et opvakt barnesind sanser magien bag ord og toner, som så senere i livet kan vække genklang i sindet. Derfor skal vi heller ikke forsømme at lære børn sange til livet, til glade og tunge stunder, til de skal giftes, til de skal dø, så de kan indgå i fællesskaber omkring højskolesangbog og salmebog og derved kende deres identitet som menneske og som dansker, som nordisk og nu også som europæer. Fortidens digtere tolker ofte almenmenneskelige vilkår, og deres livsangst eller – glæde er i hovedsagen ikke anderledes end din og min.

Meget apropos har jeg i weekenden nørdet med at harmonisere en nykomponeret melodi af Bue Knudsen til Kaj Munk teksten ”Øde var der i min stue” fra 1935. Sangen uropføres af mezzosopran Mette Østergaard ved et stort udendørs arrangement i Hørbylunde bakker fredag d. 4. maj. Anledningen er indvielsen af en mindelund for Kaj Munk. Her mødes historien og nutiden om et fælles håb for fremtiden. Sangen søges optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.

Tekst:  Øde var der i min stue / og vintergraat i mit sind. / Da er der én, der har båret / en markblomstbuket derind. Jeg løfter den mod mit ansigt / den dufter, den blusser og sner; / jeg lægger øret* imod den / og hører lærkerne, der* ler. Den låner af sine farvers / duggede lys til mit sind. / Tak da til ham, der har båret / den* markblomstbuket derind. (*små sproglige tilpasninger udført af Mette Østergaard/Tine Fenger)

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *