Min mand og jeg står for at skulle udleje en fire-værelses lejlighed. Den er på boligportalen beskrevet som ”delevenlig”, hvilket betyder, at f.eks. tre unge studerende kan dele lejligheden og råde over dels tilstrækkeligt store fællesrum og altan, hvor man kan spise og hygge sig sammen, og dels hver sit værelse, som der vel at mærke er nem adgang til fra korridoren. Det er ikke nødvendigt at krydse sine bofællers (alias ”roomies’ ”) privatzoner for at komme ind i sit værelse.

Det slog mig, at kærligheden også har sine rum. Man taler om at have ”hjerterum” og være ”rummelig”. I et ægteskab indgået i en moden alder må man kunne rumme hinandens børn, familie, fortid og evt. ”eks’er”. Men hvor delevenlig er kærligheden? og er der noget, som ikke kan deles?

Vi har hver vores inderste hjertekule, og der sidder vore børn. Vi kan som forældre forstå hinandens glæder og bekymringer og støtte hinanden desangående. Vi kan se, genkende og glædes over den andens forældrestolthed og kærlighed til sine børn, men vel aldrig føle den ind under huden, som om det var ens eget kød og blod? Dog har jeg kendt par, hvor den ene part har adopteret ægtefællens børn og – i hvert fald hvis man har kendt dem helt fra små – helt sikkert er nået frem til at opfatte dem som sine egne. Det må være en proces.

Er der plads til private rum i et ægteskab? Som udgangspunkt ønsker vi at dele alt, og kærligheden tåler ikke nogen form for uærlighed. Man må blotlægge alt for sin elskede, for kærligheden glæder sig kun over sandheden.

Men alle mennesker har deres skyggesider, som man nødigt afslører. Måske mangler man selvindsigt nok til at være bevidst om sine skyggesider. F.eks. jalousi, ejesyge, ærgerrighed eller misundelse. Det må svare til mørke kælderrum eller loftsrum, som vi sjældent besøger eller som ligefrem står aflåst i det daglige. Nogle af dem kan rumme rodekasser eller skattekister fra fortiden med mørke eller lyse minder. Et hjerte kan have et sorgens rum med minder, der kan være så personlige, at et andet menneske ikke kan forholde sig til disse. Et kærlighedsforhold styrkes dog ved, at man nænsomt får en vis indsigt i den andens ”rodekasser” – at man kender og anerkender deres eksistens.

Det kan ligeledes være svært at rumme den andens minder om lykkelige stunder i et tidligere forhold, og som hans/hendes børn jo er et levende bevis på. Det tjener ikke noget formål at plage sig selv med disse tanker, som grænser til snageri, og som alt i alt ikke vedkommer mig. Jeg har jo også mine personlige skattekister. Hvis det ikke falder mig nemt at afstå fra dette, må jeg tage forstanden eller moralen i brug. Og jeg bør omvendt være varsom med ikke at pine min partner med henførte beretninger om min tidligere lykke.

I et ægteskab kan vi da hjælpe hinanden med at gå ind i de aflåste rum, kaste lys over dem og få pakket ”rodekasserne” ud. Vi kan i det mindste lade dørene stå åbne eller bare på klem ind til vore private rum. Målet må være, at det en dag er muligt at slå væggene helt ned mellem privatsfærerne og derved opnå mere lys og luft i et stort, kærligt fællesrum. Som ét hjerte med to kamre, der pumper blod til den samme krop.

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *