Sommeren er over os, og naturens skønhed folder sig atter ud ved sin egen kraft. På mig virker dette farveflor og sanseboost med lyde og dufte hvert år overvældende – som om skabelsesunderet, opstandelseskraften beviser sig selv, SMASK, lige op i hovedet på pessimisterne! Død, hvor er din brod!

Men der er en dobbelthed i skønheden, for mange mennesker har svært ved at indoptage glædens og skønhedens øjeblik og bærer af og til på tungsind, sorg, ensomhed, angst og dødslængsel. Adskillige drømme om lykke og familieliv brister i sommerferien, efterfulgt af skilsmisser. Selvmordsraten topper underligt nok om foråret ved lysets komme. Og man kan spørge som i Griegs berømte sang ”Våren”: ”Alt dette vårliv jeg end engang så, som siden jeg misted’. Derfor tungsindig jeg spørge mig må: Tro, det er det sidste”? Med andre ord: Bliver denne mon mit livs sidste vår? – skøn som den er.

Også Emil Årestrups digt ”Angst” skildrer dødsangsten og angsten for at miste: ”Hold fastere omkring mig, med dine runde arme. Hold fast imens dit hjerte endnu har blod og varme. Om lidt så er vi skilt ad, som bærrene på hækken. Om lidt så er vi borte, som boblerne i bækken”.

Ligeledes kan de stemningsfulde nordiske lyse nætter være både dragende og skræmmende. Jeg husker endnu den dag, da jeg i Det jyske Musikkonservatoriums organistkor ved den ugentlige korprøve stiftede bekendtskab med Bjørn Hjelmborgs vidunderligt smukke og melankolske korsats for blandet kor ”Det er igen den fine lyse nat” med tekst af Hans Hartvig Seedorf. Digteren længes i den ”alt for lyse nat” efter et ”hjerte der har mit forladt”, og alle drømme glider tilbage ”til sin kilde, til sig selv”, til ensomheden. Digtet er fra 1917, skrevet under indtryk af første verdenskrig.

Måske er det netop dobbeltheden, der sætter skønheden i perspektiv: Ungdommens lykke perspektiveres af alderdommen. Min elskedes favntag nydes på baggrund af visheden om døden. Sommeren på baggrund af vinterens kulde.

Lad os da nyde øjeblikkets skønhed, så godt som vi formår, velvidende at ”Mere jeg fik, end jeg havde fortjent, og alt må jo svinde”. Vi mennesker kan kun glimtvis skue ind i Paradis. Men det er også noget.

Lyt til “Våren” af Grieg med Coro Misto her:

https://www.youtube.com/watch?v=T6W_fRBzK7Q   

med Sissel Kyrkjebø her:                                                                                                                       https://www.youtube.com/watch?v=J05oDDWm_-0

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *